Områdegruppe Metro

Vagtplan: Vendepunkt – Metro Service inviterer Områdegruppe Metro til drøftelser

Et vendepunkt har resulteret i, at Metro Service har inviteret Områdegruppe Metro til drøftelser omkring optimering af stewardkorpsets vagtplan.

Udgangspunktet for dialogen er et rammeudkast, som områdegruppebestyrelsen har fremsendt til Metro Service. Udkastet er udarbejdet på baggrund af medlemmernes tilbagemeldinger.

Der har ad flere omgange været fuld damp på drøftelserne, men hvad angår emnet vagtplan, har Metro Service kun i ringe grad kunne imødekomme os i forhold til de forventninger, vi har til struktur, fleksibilitet og bedre udnyttelse af weekendfriheder (lør./søn.).

Det er ingen hemmelighed, at områdegruppen kræver højere ambitioner. Der er jobfest på arbejdsmarkedet, og hvis man vil fastholde og tiltrække kompetente stewards, er det nødvendigt at parterne sætter sig ned og finder en løsning – nu!

Områdegruppen møder naturligvis op, og denne gang håber vi på et gennembrud.

Med venlig hilsen

Jesper Hundtofte

Områdegruppeformand